Trekking

I 2004 arbejdede jeg i Alaska for en af de mest legendariske outfittere der findes i staten. Jeg var fiskeguide ved de brusende elve, lavede forefaldende arbejde og ikke mindst var jeg medhjælper for en af de ansatte jagtguider. Da jeg kom hjem fra denne tre måneders tur, tænkte jeg, om det ikke kunne lade sig gøre at lave en vildmarkstur i samme område som jeg havde arbejdet. Min plan var at flyve ud i vildmarken med en vandflyver, vandre i nogle dage, hvorefter vi skulle mødes med et raftingfirma - og deres professionelle guider skulle tage os med tilbage til civilisationen i deres både. Jeg fandt et raftingfirma der arrangerede whitewater-rafting på Talkeetna River, som løber igennem området, og i 2006 lavede jeg en testtur. 

På testturen havde jeg planlagt at vi skulle bruge tre dage på at gå fra bjælkehytten ved Stephan Lake, hvor vi blev sat af med vandflyveren, til stedet hvor vi skulle mødes med raftingfirmaet, ved en grus-landingsbane ved Talkeetna River. Det skulle vise sig at tre dage ikke var nok - vi gik 12-16 timer om dagen, men nåede dog frem til aftalt tid, hvor raftingfirmaet landede idet vi ankom til mødestedet. (Idag bruger vi fem dage til at gå de ca. 50 kilometer og vi går ca. 6-8 timer om dagen med masser af pauser.)

På den første tur havde jeg inviteret to af mine bedste venner med samt en kollega og en journalist fra Jyllands-Posten. Vi havde en fantastisk tur og den blev starten på en række vildmarksture til området. Siden den første tur i 2006 har jeg afholdt en eller flere ture hvert år. I 2008 indledte jeg et samarbejde med Topas Travel, de udbød turen i to år, inden jeg indledte samarbejde med Limpopo Travel, som i dag er teknisk operatør. De er behjælpelige med booking af fly, bil, hotel etc. men som deltager er du også velkommen til selv at stå for det. 

Siden min første tur har 52 deltagere været med på turen - og i al ubeskedenhed har alle været yderst tilfredse. Det er der også god grund til - for turen er unik. Selv når jeg fortæller lokale folk fra Alaska om turen, så udbryder de: "Fuck, that sounds like a great trip". Og det er det også. En tur som denne eller lignende tur udbydes ikke af noget firma i Danmark eller Alaska. 

Der er ikke ret mange danskere der oplever Alaska og det er en skam. Ved nærmere eftertanke tror jeg det skyldes de mange bjørne der findes i Alaska. Der er ikke ret mange der ved hvordan man skal håndtere bjørne og derfor afholder det de fleste fra at begive sig ud i Alaskas vildmark. Med mange vildmarksture til Alaska, flere møder med bjørne, og som forfatter til bogen, "Beredt på Bjørne" har jeg opnået en stor viden og erfaring omkring dette dyr. På intet tidspunkt føler jeg mig i fare når jeg begiver mig rundt i vildmarken - jeg føler mig derimod hele tiden tryg.

Denne tur er en oplagt mulighed for at komme ud hvor ikke ret mange har været og du kan føle dig sikker af flere grunde:

  • Bjørnene i området har en naturlig respekt for mennsker og de løber når de ser eller lugter os
  • Når vi er flere i en gruppe føler bjørnen sig i undertal. Der findes ingen registrerede angreb hvor bjørne har overfaldet en gruppe på mere end to mennesker.
  • Vi har altid satelit telefon med
  • Jeg medbringer altid riffel - den er aldrig blevet brugt
  • Vi giver altid lyd fra os - med fløjter og råb.
  • Vi har bjørnespray med(en stor peberspray). Den er aldrig blevet brugt.
  • Hvert år ser vi omkring 5-15 bjørne. De fleste af dem nyder vi synet af på lang afstand.
  • Sikkerheden er højeste prioritet.

På vej ud i vildmarken - turen er begyndt. Der venter en smuk vandretur på fem dage og en spændende raftingtur på tre dage. 

Bøger og Dvd'er af Billy Molls og Claus Ballisager

 

                                   

For at få et bedre indtryk af Alaska eller for at drømme sig derover kan det anbefales at købe bøger og dvd af Billy Molls og Claus Ballisager. De kan købes her: webshop

GOD FORNØJELSE